Kabaret Sybarit – fra aske til ild

© Camilla Winther

© Camilla Winther

The Kabaret is a place for songs to be sung and not for questions to be asked

Der har været stille fra Kabaret Sybarit det seneste års tid. Det sidste, jeg hørte fra dem, var, at de stoppede deres koncertmæssige virke efter The Grand Halloween Tour  i efteråret 2013 og to medlemmer forlod truppen.

Nu er Kabaret Sybarit tilbage med et nyt og mørkere variatéunivers. De har forladt Pigalle og fortællingen om Django, Franky, León, Evelyn og Mr. Maddox, og formidler nu historier fra byen Sybaris – en fiktiv by fyldt med bordeller, pistolskud, fetischer og skræmmende mange dyr. Sybaritterne er startet fra scratch og har bygget en ny verden op. I modsætning til tidligere er sangene nu på engelsk og forsangeren er Kirsten Bjerregaard, der også har skrevet teksterne. Alle mine bekymringer for bandets fremtid efter strukturændringen [det var da et utroligt sexet ord at bringe ind i en skrivelse om kabarock…Odysseus]  er gjort til skamme. Kabaret Sybarit er tilbage i topform med ny lyd, nyt logo (tegnet af tidligere forsanger og tekstforfatter Martin Klein) og en helt ny historie.

Det første, vi kommer til at stifte bekendtskab med fra vandvidskvintetten, er en lækkert-produceret EP – The Poodle. Jeg har været så heldig at lytte til numrene allerede nu, og tro mig: Hvis du bare er halvt så glad for kabaretmusik, variaté, burlesquegenren, fløjlsgardiner og strudsefjer som mig, så vil du blive blæst omkuld af det Kabaret Sybarits nye udspil.

Det er Mathias Bjørnskov, der – som altid – har komponeret musikken og får med sine små genistreger listet små breaks, skæve taktarter og spidsfindige detaljer ind. Sammen med velspillende Niels Erik Mårup (barytonsaxofon, klarinet), Christian Kronborg (bas og mixer) og Sebastian Fibiger (trommer) leveres akkompagnementet gnidningsfrit og legende let. Hvert af de tre numre, som EP’en består af, byder på overraskelser. Det, at sangene er på engelsk og at det nu er en kvindelig forsanger, giver mig associationer til så forskellige artister som Dresden Dolls, Miss Li og Kate Nash.  Første gang jeg hørte numrene, lagde jeg mærke til opbygningen og de fængende omkvæd – for er der noget Kabaret Sybarit kan, så er det at skrive fængende omkvæd og genkendelige riffs. Derefter begyndte jeg langsomt at sætte mig ind i teksterne. F.eks. var det først efter at have hørt ”Rattlesnake” ti gange, at det gik op for mig, hvad den egentlig handlede om. Mord. Mord og at sy ting ud af hud. Eeew. Jeg burde nok have opfanget det før, eftersom jeg i de sidste par dage har gået om nynnet:

”I never did care for waiting, I better like compensating, and mama just taught me one thing: Sewing stitches like a madame. Living is overwhelming, Dying might just be your thing, cause papa just taught me one thing: ”Take things into your own hands!””

Det er som at stå inden i et rædselskabinet og først opdage, hvor man befinder sig, når det er for sent. Lidt ligesom når man har sat sig op i en rutsjebane og først indser det i dét øjeblik, hvor man spændes fast.

“The Poodle” er om muligt et af de mest sorte numre, Kabaret Sybarit har leveret til dato – og det siger alligevel lidt. Den er stadig lidt uklar for mig, og det irriterer mig. Mest fordi, jeg virkelig gerne vil forstå den! Men måske skal man ikke altid forstå. Sangen er dragende, den pirrer min nysgerrighed. Der er pudler, en elefantmand, en abe, kæder, en menneskemarionetdukke, pistoler og forfærdelige scenarier. Selv om dette nummer lader mig tilbage med en masse spørgsmål, er det også dét, der umiddelbart er nemmest at gå til.

”Deutsch Immigrant” er en spektakulær skæring, som kun består af vokal og trommer. Det er Bjerregaards  egen komposition. Man kan nærmest se setuppet for sig. Kabaret. En lille scene, et tungt rødt scenetæppe med gyldne frynser, et trommesæt og en kvinde der performer. Jeg er lidt spændt på at opleve denne sang live, da en af dens forcer er, at vokal og trommer rammer slagene fuldstændigt synkront. Det stiller høje krav til begge medvirkende og kan nemt gå galt – men på indspilningen fungerer det. Omkvædet måtte jeg skrue ned for, for ikke at skræmme de omkringliggende lejligheder, men det virker – og lige præcis i disse fraser, ser man et enkelt Moulin Rouge-univers for sig.

Kabaret Sybarit har med The Poodle i dén grad rejst sig fra asken og har taget deres musik op på et nyt niveau. De tre numre skal ses som brudstykker, og som året skrider frem, vil flere brikker falde på plads i puslespillet – flere og flere løse ender vil blive bundet sammen til en rød tråd. Når EP’en er ude, skal koncertoplevelsen udtænkes – dem, der har oplevet bandet live vil vide, at optrædenerne er en ligeså stor del af sybaritternes univers som udgivelserne, og dét glæder jeg mig til. Jeg er bestemt stadig fan af kabarockerne fra Esbjerg.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s