New Orleans i København

Jeg havde glædet mig længe, for det er ikke så ofte, at man får tre råswingende New Orleansinspirerede acts på én aften. Det varmer et gammelt jazzhjerte, når unge musikere giver sig i kast med boogie, shuffle og second line, og selvfølgelig skulle jeg med til en udsolgt New Orleans New Year Jazz Event på Stengade

Det første navn, der gik på, var Astro Buddha Agogo, som jeg ikke kendte til på forhånd. Det skulle vise sig at blive et godt første møde – både med bandet som konstellation, men også med en musiker (Michael Blicher), der kan spille både på sopran og tenor. På én gang! Jeg var – og er – dybt imponeret, og har svært ved at gennemskue, hvordan man får sådan en sprød tone på begge saxer på samme tid!

Næste act var Nola Love Manifest, som jeg har hørt adskillige gange. Et band, der blev skabt som Morten Fischers bachelorprojekt, men som i dén grad har vist sit værd – også uden for rytmekons.
Nola Love Manifest spiller en blanding af gamle kendinge og egne numre. Det er skønt at se, at de gamle klassikere (Nola spiller dem som covernumre i egne arrangementer), kan sætte gang i en decideret dansefest.  Nolas egne numre er efterhånden også ved at være halvgamle, men de fungerer stadigvæk. Det er disse numre, der adskiller Nola Love Manifest fra mange andre bands: Dansksprogede sange, som omhandler observationer og grublerier om uddannelse, livet og kærligheden – men også om døden, og hvor vigtigt det er at italesætte den, for at sætte livet i perspektiv – og så sat ind i et Orleansunivers. Det virker, og det virker godt. At Nola selv har en fest, når de er på scenen, smitter også af på publikums modtagelse – man smiler med bandet og til bandet. Efter sigende skulle swingsekstetten snart barsle med en udgivelse, og jeg glæder mig!

©adayinthelifeofafool

©adayinthelifeofafool

 

©adayinthelifeofafool

©adayinthelifeofafool

 

©adayinthelifeofafool

©adayinthelifeofafool

 

Aftenens sidste band var et yderst veloplagt Tuesday Night Brass Band, der med syv blæsere afsluttede en forrygende aften på Stengade. Der var kun én knap og det var fremad. Publikum stod til denne koncert så tæt, at de havde svært ved at finde plads til at komme helt ned at sidde, da man opfordrede: “Get down, get down!”
Størstedelen af numrene var gamle kendinge – nogle pimpet lidt op med fx Jungle Boogie – og så er det første gang, at jeg har oplevet en sousafonsolo! Fantastisk. Bandet inviterede aftenens konferencier, Michael Carøe, på scenen og han sang et par numre. Speciel guest star var selvfølgelig Esben Just, der om nogen har slået et slag for New Orleansmusik i Danmark.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s