Hjalmer, “Hjem til en anden”

Hjalmer har netop udgivet sit første soloudspil, “Hjem til en anden”, som følges af en virkelig fin og velproduceret video.Hjalmer har før været en del af duoen Nordkap, som blev udpeget til Nye Toner på Bremen  i 2014 af Folkeklubbens forsanger.

“Hjem til en anden” tager mig ikke med storm. Omkvædet bliver gennemrepeteret, og det kan godt irritere mig – til trods for at det helt garanteret fungerer til klubdans eller på P3. Til gengæld kan jeg se potentiale i versene og måden hvorpå teksten ligger på beatet. Jeg glæder mig til at høre mere!

Tankespind

Hvis jeg skulle have et band, skulle det højst sandsynligt hedde det samme som indlægget her: Tankespind.

Indlægget er ikke tiltænkt en bestemt gruppe eller en bestemt artist- indlægget er blot blevet til efter at have observeret diverse opsamlingslister mv. for sidste års musikalske oplevelser.

Indrømmet, jeg er ikke den mest opdaterede blogger. Fuldtidsjobbet og fastansættelsen uden for musikverdenen har gjort sit indtog, og det er ikke fordi, at det vrimler med releasekoncerter i Vestjylland – men når jeg opfanger noget, jeg kan lide, kommer jeg gerne med et par ord. Måske netop derfor blev jeg forbavset over, at DR3 kårede “Nede Mette” som 2016s største hit. Jeg troede, at det var en joke, ja, både kåreingen og nummeret egentlig. Det var også først, da Gulddreng var medvært i Natholdet, at jeg opdagede hans eksistens. Han har åbenbart toppet hitlisterne? Jeg er håbløst forældet.

Nuvel.

Jeg håber, at jeg kan have mine ører mere ude i 2017 end i det forgangne år. Jeg glæder mig til at opdage nye bands, nye beats – musik jeg kan mærke i hele kroppen, og som får mig til at græde eller smile – ikke til at grine forbløffet, som da jeg hørte, at ” nede mette” og Gulddreng fik topplaceringer på opsamlingslister, men til at smile, fordi jeg ikke kan lade være. Fordi mine øregange glæder sig til at blive forkælet af andet end metervaremusik og fordi jeg virkelig trænger til en musikalsk krammer.

Girls Underground

I lørdags drog jeg mod Kulturhuset Islands Brygge, hvor Bands of Tomorrow afviklede begivenheden Girls Underground.  En aften med fire bands, der havde det til fælles, at det var kvinder, der stod i front på scenen.

Til trods for, at det er Rebecca Lous “Go go gorilla girl”, der primært sidder i hovedet efter weekendens event, er der to andre bands, jeg vil fremhæve.

img_20161105_224514

Det ene er Sji, som jeg på ingen måde kendte inden i lørdags. Hendes stemme fangede mig, for selvom de to foregående bands havde haft masser af power, var Sjis stemme på én gang gennemtrængende og dragende. Hun mindede i approach ganske meget om MØ, hendes numre var fængende og hendes performance stærk. Hendes trommeslager skal også roses for at give plads til de andre i bandet.

img_20161106_112450

Det andet er Run Before Grace, som før har heddet Rant og Dead Man’s Hand. Run Before Grace har fået Mie Due Sørensen som vokal, og dét klæder dem. På en eller anden måde opper bandets andre medlemmer sig og har nu udviklet et ganske prisværdigt produkt, der når langt ud over scenekanten.

Udover Rebecca Lou, Sji og Run Before Grace, spillede bandet Skinny Violet – en duo, som har potentiale, men hvor den kompetente trommeslager stjal showet fra frontfiguren, hvis vokal druknede i en monotom masse. Et råd til dem vil være at arbejde lidt mere med dynamik.

Modvind, “Nattetime”

 

modvind.jpg

Photo: pressefoto, UNISON photoshoot

Når en ledig stund og lidt overskud kombineres med ny musik, som har noget på hjerte – ja, så resulterer det i et nyt indlæg her på bloggen. Et sådan bekendtskab er Modvind.

Lyden er næsten så rå, at man sidder fast i pigtråden. Et upoleret storbyunivers er, hvad bandet Modvind sætter os ind i med deres nye EP, Nattetime. Garagerock med tråde til den socialrelistiske digter Harald Herdal og hans digt “nattetime” fra digtsalingen I vinteren (1946). Længsel  krydret med ensomhed. Der bliver sunget om personer, som man ikke ved, hvem er – ikke andet end at de benævnes med “du” – men som man føler, at man kender, når nummeret rinder ud.

Modvind er et rockband med intentioner. De finder inspiration i lyden fra 60’erne og 70’erne, tager det det kan bruge, og blander det sammen med deres egne idéer. Punk og hardnoise blandet med folk og skrøbelighed. Det er i dette krydsfelt, at bandets lyd skabes.  Og så er der nummeret “Søndag”, som giver god plads til vokalen og rammer lytteren med en snært af melankoli. Et nummer, hvor fortællingen står knivskarpt.

Modvind består af fire medlemmer, og det er forsangeren Jeppe Kamper Østergaard, der skriver teksterne. Jeg spurgte Modvind, hvad deres projekt gik ud på, hvad deres formål var, og på vegne af bandet svarede bassist Jonas Frantzen således:

“Egentlig har vores fælles interesse for musik jo drevet os sammen og vi har formået at lave dette musik ved at følge vores individuelle intention og bidrage med hvad vi hver især føler for at smide i projektet. Det er også grunden til at vi lyder som vi gør og vi spiller som vi gør. Vi forsøger at lade vær med at sætte grænser for hvert medlem, så der kan bidrages med præcis det der skal bidrages med. På den måde skabes lyden af Modvind.”

 

 

 

Johanna Elina, pladerelease

Drømmende. Dragende. Distanceret men lokkende.  På én gang utilnærmeligt og imødekommende, på én gang melankolsk, frustreret og håbefuldt.

På sit andet album, Belonging, leger Johanna Elina med lytterens følelser og humør. Soundscapes kreeres og skæve melodier bliver til. Nogle gange med dissonans, hvor man kniber øregangene sammen, nogle gange med enkelte strømninger af noget eksotisk, fremmed og ukendt.

Johanna Elina holder gratis releasekoncert i morgen kl. 20 på 5e i København

 

Subdrift, “Alivia”

 

Det er über sjældent, at jeg skriver om elektronisk musik. Ikke at der som sådan er noget i vejen med det, men jeg har svært ved det. Måske er det fordi, det flyder sammen for mig, at de mange gentagelser får mig til at tænke, at man ikke kunne finde på mere. Jeg véd godt, at det ikke forholder sig sådan. Jeg véd, at der er et formål og en komposition bag, jeg véd, at det er kulminationen på en langvarig proces. Og dét kan jeg se ved den danske enmandshær, Subdrift.  Måske er det fordi, jeg direkte kan se processen i videoen – hvordan musikken skabes, hvordan det udvikler sig.

Nummeret skaber stemninger for mig. Lydbilleder. Jeg kan se mig selv på vej i tog, bus eller metro. Et soundtrack til storbyens pulserende beat. Forbipasserende bliver statister i min egen lille film, akkompagneret af Subdrift.

“Alivia” er første teaser fra Subdrifts kommende EP, Cannibal Mirrors, og jeg kan bestemt ikke afvise, at der kommer flere opslag om elektronisk musik. Måske man skulle prøve at få svar på sine spørgsmål om electronica. Måske man rent faktisk skulle give det en chance?